Godthaabskirken

De Classenske Boliger

Hvor Frederiksberg svømmehal og Aksel Møllers Have ligger i dag, var der i første halvdel af 1800-tallet frugtbare marker. Her havde Det Classenske Fideikommis i 1866 købt et stykke jord, ca. 6 tdr. land fra Justitsråd Nyelands ejendom ”Sindshvile”, og i perioden 1866-1881 havde man ladet opføre en hel by (24 langhuse i gule sten med lejligheder til i alt 378 familier) for “at hjælpe og lindre fattigdom og elendighed”. Arkitekt W. Tvede, der også senere blev Godthaabskirkens arkitekt, tegnede byggeriet. Det var koleraepidemien i1853, der gjorde, at Det Classenske Fideikommis tog initiativet til dette nybyggeri. Især København blev hårdt ramt af epidemien med omkring 7000 smittede og 4000 dødsfald. Epidemierne ramte især de fattigste borgere, oftest arbejderfamilier, som havde de ringeste og mest usunde boliger. Det Classenske Fideikommis var en filantropisk fond, der var stiftet af generalmajor J. F. Classen, som i 1700-tallet havde skabt sig en formue ved at lave krudt og kugler i Frederiksværk. En del af hans penge gik altså nu til at gøre noget for arbejderstanden. Grunden, som Fideikommis’et købte, strakte sig fra Godthåbsvej til den nuværende Nyelandsvej på den ene led, og fra Yrsavej hen mod Langelandsvej på den anden led. Rækkehusene, der blev kaldt De Classenske Boliger, var i to etager, og lejlighederne var små. Lejlighedstyperne var 1-, 1½- og 2-værelses lejligheder – alle med eget køkken ca. 4.kvm. og ca. 12-15 kvm. store værelser. Der var kun én vandhane pr. hus og intet afløb, hvorfor man selv måtte skaffe sig af med det brugte vand. Der var ikke toilet lejlighederne. De var derimod anbragt to og to i små bygninger ved husenes gavle, hvilket gav fire klosetter til 16 lejligheder. Hvert hus fik tildelt en lille havelod. På en central plads midt i byggeriet anlagdes et stort fælleshus, kedelrum og vaskeri samt forskellige butikker, hvor indkøb af dagligvarer kunne foretages. Endelig indrettedes der et børneasyl og dertil kom en kirke kaldet ”Classerkirken” (se nedenfor). Allerede i 1867 kunne de første lejere flytte ind. Huslejerne var meget små. I 1880 boede der 1288 personer i bebyggelsen voksende til 1655 i 1895.

Classerkirken

I 1880 blev “Classerkirken”, en lille rødstensbygning med to korte korsarme, tårn og indvendigt bjælkeloft, indviet som kirke for området. Kirkens første præster var Johannes Levinsen, der døde allerede 1884 og Carl Johannes Tolstrup, der 28 år gammel blev præst ved Classerkirken i 1898. Tolstrup havde i 3 år efter sin embedseksamen været huslærer ved hoffet hos kronprins Frederik, den senere Frederik VIII. Tolstrup beskrives som en dygtig igangsætter og organisator, og han fik et virksomt menighedsliv til at blomstre frem, ikke mindst for de unge.

De Classenske Boligers videre skæbne

De viste det sig hurtigt, at De Classenske Boliger ikke var tidssvarende. Lige efter opførelsen blev boligerne ellers meget berømmet i både indland og udland, og Det Classenske Fideikommis høstede megen ros for sit sociale engagement. Men efterhånden blev ideen med sunde arbejderboliger alment udbredt og tabte derved sin nyhedsværdi. Det fik Fideikommis’et til at miste interessen for Classerne, og vedligeholdelsen af bygningerne blev forsømt. Oveni det var Det Classenske Fideikommis i sin filantropiske ånd meget eftergivende med hensyn til betalingen af huslejen lige fra de første beboere flyttede ind. Det resulterede i, at beboerne i De classenske Boliger oftest var folk med trange kår ( i 1906 var 40% af husstandene i De classenske Boliger “uden mandligt familieoverhoved”). Resultatet blev, at Classerne stort set var befolket af fattige, og at bygningerne fik lov til at forfalde. Inden længe have Frederiksberg fået sig en slumbebyggelse på halsen. De Classenske Boliger med deres ringe standard stod efterhånden mere og mere i kontrast til de nye arbejderboliger, der skød op omkring de små rækkehuse. Og i 1909 blev det for meget for Frederiksberg Kommune, som købte De classenske Boliger med nedrivning for øje. Bolignød og pengemangel gav dog Classerne “kunstigt åndedræt” i mange år fremover, og kun gradvist blev husene revet ned. Faktisk overlevede De classenske Boliger helt op til slutningen af 50″erne. Classernes ry som rabarberkvarter overlevede ligeså længe. Samtidig med, at De classenske Boliger blev solgt til Frederiksberg kommune, reserverede Fideikommis”et 75.000 kr. til opførelse af en ny kirke på en grund, skænket af proprietær, exam. juris. H. I Nyeland.

Godthaab sogn oprettes

Godthaab sogn oprettedes 30. september 1909 og omfattede de Classenske boligers distrikt samt dele af Mariendal, Skt. Lukas og Skt. Thomas sogne. Classerkirken blev brugt som midlertidig sognekirke, indtil Godthaabskirken kunne indvies 19. marts 1911, men blev derefter revet ned. Classerkirken havde altså en usædvanlig kort “levetid” på kun 30 år.

Godthaabskirken bliver til

Fra første begyndelse var pastor Tolstrup brændende for kirkebyggeriet. Han stod i spidsen for den byggekomite, der nu blev nedsat. Allerede den 3. oktober 1909 blev Godthaabskirkens grundsten nedlagt af provst Ostenfeld, der senere blev Sjællands biskop. I grundstensdokumentet, der er indmuret i kirkens alter, står ordene fra 1. Petersbrev 2,4-5. Her i datidens oversættelse:Kommer til Ham, den levende Sten, der vel er forkastet af Mennesker, men er udvalgt og dyrebar for Gud, og lader eder selv som levende Stene opbygge som et aandeligt Hus til et helligt Præsteskab, til at frembære aandelige Ofre, velbehagelige for

Gud ved Jesus Kristus

Der forestod nu byggekomiteen den efter datidens forhold ret betydelige opgave at skaffe restbeløbet til kirkens opførelse: ca. 55.000 kr. Opgaven lykkedes. Da kirken 1 1/2 år efter blev indviet, stod den gældfri. Byggeudvalget med pastor Tolstrup i spidsen bad arkitekt Gotfred Tvede om at bygge den nye kirke. Arkitekt Tvede fortæller i Architekten 13. årg. Nr. 33 (13. maj 1911), at Tolstrup sagde til ham: “Gør kirken lys”, men i øvrigt fik arkitekt Tvede frie hænder inden for den opgivne sum.

Godthaabskirkens indvielse 19. marts 1911

Selve indvielsen af Godthaabskirken forløb temmelig dramatisk. Kong Frederik den Ottende og dronning Louise var til stede ved den højtidelige indvielse, der blev foretaget af Sjællands biskop, dr. theol. Peder Madsen. Som udgangspunkt for sin tale havde han valgt ordene fra Apostlenes Gerninger 2,42: Og de holdt fast ved Apostlenes Lære og Samfundet, Brødets Brydelse og Bønnerne. Midt under talen fik biskoppen et ildebefindende og blev båret ud i præsteværelset. Provst Ostenfeld trådte ind foran alteret og fuldførte biskoppens tale og indvielsen, uden at der gik større skår i højtideligheden. Kongen belønnede straks efter provsten med et ridderkors. Pastor Tolstrup prædikede ved indvielsen og indledte med at sige: Herrens ord bliver evindelig, det er den faste Grund, hvorpå den Gerning hviler, som skal øves fra dette Sted; mens Tiderne skifte, og Verden derved forandres, mens Slægt følger Slægters gang, er der eet, der bliver som det eneste: Herrens ord. Samme år som kirken blev indviet døde pastor Tolstrup efter et kort sygeleje1. september 1911 kun 41 år gammel. Det kom som et slag for menigheden. Han blev den første, der blev begravet fra den kirke, han så ivrigt havde arbejdet på at få rejst. I kirken er der opsat en mindetavle over ham i kirkevæggen ved siden af prædikestolen. Nederst på tavlen står ordene fra Salme 103: Min sjæl lov Herren.

Godthaabskirkens orgel

Godthaabskirkens nuværende romantiske orgel på 33 stemmer blev i 1983 bygget af Jensen og Thomsens Orgelbyggeri, Hillerød.

Godthaabskirkens første orgel fra 1911 – et romantisk præget orgel – var oprindeligt anbragt i kirkens østlige side. Det var bygget af orgelfabrikant Chr. Winther og Th. Frobenius. Orglet blev i 1935 udvidet og flyttet til sin nuværende placering på pulpituret over indgangen til kirkeskibet. I slutningen af 70-erne var kirkens gamle orgel teknisk set nedslidt, men det røbede dog ind imellem klanglige kvaliteter, som det daværende menighedsråd gerne så overført til et nyt orgel. Samtidig lagde arkitekten vægt på, at den fra kirkerummet synlige del af orglet, facadeskærmen, blev bevaret. En minutiøs gennemgang af alle piber blev foretaget sammen med orgelbyggerne og resultatet af denne undersøgelse blev, at man kunne anbefale en genanvendelse af 12 gamle stemmer, i alt over 550 enkeltpiber. Disse 12 stemmer, der altså stammer fra det oprindelige orgel i 1911, danner udgangspunktet for den klanglige opbygning af det nuværende orgel. Den gamle facadeskærm, tegnet af Einar Madvig i 1935, er ligeledes genanvendt og rykket lidt frem i kirkerummet for at bedre kontakten mellem præst/menighed og organist/kor. En ny og højere facadeskærm udformet i stil med den gamle rejser sig længere tilbage på pulpituret og danner forsiden af orglets bageste sektion, svelleværket.

Orglets disposition og tekniske specifikationer

De med + mærkede registre er af Theodor Frobenius 1911. Manualomfang: C – g”””. Pedalomfang: C – f”. Elkoblinger: HV+SV, HV+COR, P+HV, P + SV, P + COR. Sløjfelader. Mekanisk spilletraktur. Elregistratur med 256 elektronisk styrede sættekombinationer – system Karsten Olsen. 3 faltebælge og en speciel bælg til de største pedalpiber. Fritstående spillebord vendt mod kirkerummet. Arkitekt: Rolf Graae m.a.a. Orgelteknisk rådgiver: organist Per Kynne Frandsen.

Lundehus Kirke

Lundehus Sogn har “naturlige” grænser og afgrænses mod syd og vest væsentligst af banelinjerne mod Hellerup, Svanemøllen og Farum. Mod øst af Ryvangens Naturpark og mod nord er sognegrænsen kommunegrænsen mod Gentofte Kommune.

Lundehus Sogn blev i 1938 udskilt fra Bispebjerg Sogn, som området havde tilhørt siden 1927, hvor den første del af Grundtvigskirken (Tårnkirken) var blevet indviet. Bispebjerg Sogn blev ved den lejlighed udskilt fra Brønshøj Sogn med den gamle middelalderkirke fra omkring 1180. Området her omkring den gamle Emdrup landsby var i århundreder det yderste mod øst i det store Brønshøj Sogn, der strakte sig fra Damhussøen til Øresund. I løbet af 1930’erne var lejlighederne i Ryparken blevet opført, og der opstod blandt beboerne et ønske om egen kirke.

Fabrikant Julius Hansen, hvis trikotagefabrikker lå mellem Gartnerivej og Bomhusvej, stillede en grund og en bygning til rådighed. Det var den første Lundehus Kirke. Bygningen ligger stadig på Rygaards Allé, og er en del af Københavns Kommunes børneinstitution “Rypen” (tidl. “Lillegaarden”).

Dette var en midlertidig ordning, og menigheden begyndte hurtigt at samle penge ind til en mere permanent kirke. Den gang kunne kirkebyggeri ikke finansieres over kirkeskatten. På grund af byggerestriktioner i tiden efter krigen måtte lånet af bygningen på Rygaards Allé imidlertid forlænges.

Først efter næsten 20 år stod den nye Lundehus Kirke færdig i parkområdet ved Strødamvej – en grund, som Menighedsrådet på næsten mirakuløs måde havde fået lov til at købe af Københavns Kommune.

Kirken blev indviet første søndag i advent – den 1. december 1957.

Kirkens arkitektur

Kirkens arkitekt er Holger Jensen, der allerede på det tidspunkt havde gjort sig bemærket som en banebrydende kirkearkitekt og siden har tegnet rigtigt mange kirker. På grund af grundens trekantede form og af hensyn til den omkringliggende bebyggelse valgte han at bygge en pyramideformet kirke, hvor klokketårnet indgår son en åben del af taget. Idéen er, at kirken udefra skal minde om et sømærke af den slags, man ser ved den jyske vestkyst. Kirken er således tænkt som et fast punkt og et pejlemærke i sognet.

I 2007 ønskede menighedsrådet en ombygning dels af de praktiske grunde og dels for at forstærke indtrykket af et helligt rum. 50 år synes pludselig som lang tid, især for en kirke, som blev bygget med færrest mulige midler. Helt konkret var gulvet brugt op, vinduespartiet kaput og belysningen for utilstrækkelig til at kirke-gængerne kunne læse salmebogens strofer.

Måske kunne hvælvingen komme til at leve mere, hvis den blev inddraget i belysningen. Også indtrykket var bleget. Helt så ren og enkel som kirkerummet var tænkt fremstod det ikke længere. De mørke træfarver løftede ikke hvælvingen, som de oprindeligt gjorde.

Men ombygningen var ikke ligetil og det stod hurtigt klart, at det var vigtigt at kunne bevare den stærke fornemmelse af rum, Holger Jensen skabte for 50 år siden. I sin enkelhed, renhed, lethed og samtidig et rum, der var kirke med den store hvælving, der rejser sig for øjet udvendig og favner de mennesker, der befinder sig inde i rummet.

At definere hvad der kan give indtryk af anderledeshed og hellighed er ikke ligetil, men det har meget med kontraster, spændinger, forskelle og ro at gøre. Ved at pudse væggene hvide, er hvælvingen blevet fremhævet, den ”svæver” frit, og fornemmelsesmæssigt er der blevet højere til loftet. Det mørke granitgulv er en af kontrastvirkningerne, der desuden fremhæver de smukke stole.

Lyset i kirken, der kommer fra kirkehaven, har vi vendt hele kirken efter, så der nu er mindst mulig afstand mellem ude-kirkehaven og rummet inde. Det er den største ændring ved denne ombygning, idet altervæggen nu består af den gennembrudte glasvæg ud mod først kirkehaven og sidst de store træer i parken, Vor Herres store bagtæppe. Derved opnås en afslutning og uendelighedsfornemmelse på én gang.

På den måde er kirkehaven tænkt med i rummet, og det er da også der, udsmykningen skal placeres, når der rejses penge til den. Men blikket standser ikke ved muren; de store træer er rykket nærmere og lysets spil i deres kroner er blevet nærværende.

Indvendig er møbleringen delvis ny. Alteret er det oprindelige, der er placeret foran vinduet, og placeret sådan at præsten kan stå både med ryggen til menigheden og med ansigt vendt mod den. Prædikestolen har evangelistsymbolerne med fra den gamle prædikestol, mens alterskranken er ny og åbner ud mod rummet og menigheden.

At skabe smukt og brugbart lys på én gang i Lundehus Kirkes rum er særdeles svært, fordi den ”himmel” lyset skal fæstnes ved er meget langt fra gulv, og desuden er hvælvingsrummet meget stort i sig selv.

Lysarkitekt Gunvor Hansen har gennem mange år bakset med den opgave, og har nu fundet frem til en både utraditionel og ind-lysende lyssætning, der tager hensyn både til læsefunktion og skønhed. Desuden kan lyssætningen reguleres efter kirkens brug til gudstjeneste, koncerter, dag, aften, sommer og vinter.

På alteret placeres et lille kors. Det er udformet så det ”fanger” lyset og kan virke som koncentrationspunkt for øjet.

Ønsket fra arkitekt og menighedsråds side har været at skabe et rum, der rører mennesker. På én gang markant og let, enkelt og tydeligt og i materialer, der spiller med og mod hinanden og fremhæver det anderledes, et kirkerum er.

Som kirken nu fremtræder mødes kirke- og koncertgængere i øjenhøjde og kaldes på af lys og stoflighed, nærvær og afstand. Med plads til de største tanker og følelser og de mindste fornemmelser, der endnu ikke er sat ord på.

I kirken står lysgloben, små lys på en “jordklode” omkring et større lys i midten. Lyset i midten er Livets Lys – Kristus – og de små lys i cirkel omkring er den mangfoldighed, livets lys spejles i. Her kan man tænde et lys for verden, for en ven, for sig selv og lade lyset varme og stilheden tale.

I 1994 fik kirken et nyt orgel placeret på gulvet til venstre, når man kommer ind. Orgelhuset er af lyst fyrretræ, som efterhånden vil få den samme lød som det øvrige træ i kirken.

Som en smuk skulptur er orglet føjet ind i den eksisterende arkitektur af kirkens arkitekter Holger Jensen og hans søn, Lars Jensen. Orglet har 21 stemmer, og er bygget af orgelbyggefirmaet Frobenius i Lyngby.

Kirkeskibet – en model af the-clipperen “Thermopylæ”, der fragtede the fra Kina til England, er udført og skænket til kirken af civilingeniør Tage Blum.

Lundehus Kirkes orgel

Orgel: Th. Frobenius & Sønner 1994; 21 stemmer, heraf 2 delvis transmitteret. HV: Principal 8, Dolce 8´ (C-H fælles m. Pr. 8´), Oktav 4´, Flauto de voce 4´, Oktav 2´, Cornet III, Tormpet 8´ POS: Trægedakt 8 (B/D), Gamba 8´(T/D), Fistola 4´(B/D), Kvint 2 2/3 (T/D), Flautino 2 (B/D), Terts 1 3/5´(T/D), Cymbel I (B/D), Vox humana 8 (B/D).

PED: Subbas 16´, voce fondamentale 8´, Gedakt 8´i(C-f fra Subb. 16´), Oktav 4´(C-f fra Voce fondam. 8´), Corno di notte 2´, Faggottino 16´.

Omfang: C-g3, C-f1. Normalkopler. Svelle og tremulant for POS. Registerdeling i POS: (B): C-cl, (T): a-c1, (D): cs1-g3. Mekanisk traktur og registratur; sløjfevindlader.

Trinitatis Kirke

Trinitatis Kirke er Christian den IV’s værk, skønt han ikke selv nåede at se kirken færdig.

Han ønskede at bygge en speciel kirke for universitetets professorer og studerende. Derfor lod han i 1630’erne Regensens bedesal indrette som en rigtig kirke. Den skulle fungere som kirke, indtil den nye studenterkirke stod færdig. Regensen, der ligeledes er bygget af Christian den IV, hører til blandt de ældste studenterkollegier i København.

Christian den IV ville bygge en kirke, der både var sakral og verdslig. Den skulle rumme kirken, den kongelige bogsamling og et observatorium. Denne tredeling blev senere afspejlet i kirkens navn – Trinitatis – treenigheden, hvor Faderen er i himlen, Sønnen er i sandheden (i bøgerne), og Helligånden er i kirken. Indskriften ved indgangen til Rundetaarn beskriver på latin bygningskompleksets funktion:

• En kirke for den hellige trefoldighed
• En bøgernes højborg og
• En stjerneborg af vidunderlig udførelse.

Efter usikkerhed om, hvor der skulle bygges, blev grundene på hjørnet af Købmagergade og Landemærket anskaffet. De blev ryddet for huse, og grundstenen blev lagt 7. juli 1637. Senere kilder, bl.a. en af tavlerne ved Rundetaarns indgang, hævder, at kongen selv nedlagde stenen. Vi ved dog fra kongens egenhændige breve, at han var i Holsten den dag.

Kongen var selv aktiv i planlægningen af bygningen, og på Rundetaarns front finder vi en rebus, der med sikkerhed kan henføres til Christian den IV. I Rigsarkivet findes hans udkast til den, for øvrigt på bagsiden af hans skitse til tre pramme, som han ønskede bygget på Holmen i 1640. Rebussen kan tolkes på flere måder. Thomas Bang, der var professor ved Universitetet og den første bibliotekar i den nye bibliotekssal over kirken, tolkede i 1648 rebussen således: ”Styr lærdommen og retfærdigheden, Herre i den kronede Konge Christian den 4.’s hjerte”. Lærdommen skal forstås som den rette kristelige lære.

Byggeriet skred støt frem under skiftende bygmestre, Hans van Steenwinckel den yngre, Leonard Blasius og Albertus Mathiesen. Rundetaarn stod færdig 1642-43. Rebussen på tårnet siger 1642 og gitteret på toppen siger 1643. Den sidste sten i hvælvingerne blev sat 7. juli 1651, og kirken blev indviet Trinitatis søndag, 1. juni 1656. De sidste fem år var gået med at lave kirkens inventar.

Da byggeriet begyndte, var bygningens udseende planlagt i meget grove træk, og en række ikke uvæsentlige detaljer fandt først deres endelige udformning under byggeriet. Således blev byggeriet påbegyndt, uden at man vidste, hvilken højde Rundetaarn skulle have, og bygningsdetaljer, der nu er skjult bag kirkerummets hvælvinger viser, at rummet oprindeligt var tænkt udført med fladt loft.

Kirken ligner ikke nogen af Christian den IV’s andre bygninger. De er alle i den såkaldte hollandske renæssance-stil. Trinitatis Kirkes arkitektur peger bagud. Der er romanske elementer i Rundetaarns frise øverst på tårnet, gotiske træk i de spidsbuede kirkevinduer og i hvælvene i kirkerummet. Kirkerummets søjlers baser og kapitæler har renæssance-træk. Rummet er ca. 50 meter langt, 20 meter bredt og 18 meter højt. Noget tyder på, at rummets størrelse er blevet bestemt af bibliotekets behov for gulvplads.

Kort efter kirkens indvielse, nemlig 6. juli 1658, blev patronatsretten overdraget til Universitetet, men der fulgte ingen indtægter med en sådan ordning. Kirken måtte klare sig ved salg af stolestader og begravelser – en noget usikker finansieringsmetode. I 1683 blev kirken tildelt det sogn, der egentlig tilhørte Sankt Anna Rotunda, den store tolvkantede centralkirke, som Christian den IV havde påbegyndt ved Nyboder i 1640, men som aldrig blev fuldført. Sognet gav mulighed for faste indtægter, men samtidig svækkede denne ordning tilknytningen til Universitetet, og fra 1. januar 1869 blev Trinitatis Kirke alene sognekirke.

Trinitatis Kirkes kororgel

Poul-Gerhard Andersen´s Orgelbyggeri 1987; 9 stemmer.

Arkitekter Inger & Johannes Exner

Disposition:

*) Fælles svelle for I og II

 Manualomfang C-g”’.

 Pedalomfang C-f’.

Kopler: II-I, I-P, II-P.

 Omfant; C-g3, C-f1. Normalkobler Mekanisk traktur og registratur

 Sløjfevindlader